Folkehøring

Folkehøringen er en krydsning mellem opinionsmålingen og det klassiske forsamlingshus, der lader befolkningen sætte dagsordenen.  Modellen er kendt i udlandet som ”Deliberative Polls”.

Den grundlæggende idé er at kombinere to demokratiske idealer – deliberation og repræsentativitet. Deliberation går ud på at afveje forskellige synspunkter og hensyn over for hinanden. Samtidig skal deltagerne være repræsentative for de politiske holdninger i vælgerbefolkningen – og helst også ligne vælgerne i øvrigt. Metoden er udviklet af den amerikanske professor James Fishkin.

Kort sagt inviteres ca. 400 repræsentativt udvalgte borgere til at diskutere en bestemt sag i to dage. De får også adgang til at udspørge centrale politikere og eksperter. Mødeformen er lagt an på at gøre deltagerne trygge ved situationen og åbne overfor andres synspunkter og erfaringer.

Inden høringen informeres deltagerne så de har mulighed for at være på højde med diskussionen (Se omtalen af Deliberative Guides). Før, under og efter udfylder de spørgeskemaer, hvor de tager stilling til høringens mange argumenter og forslag.

Høringsformen bygger på en række såkaldte framing-effekter,
der muliggør:

•   Præsentation af kompleks viden i en form, der motiverer lægfolk til meningsfuld dialog.
•   Tilrettelæggelse af et forløb af debat og surveys, der gør det muligt at trække relevante og forholdsvis detaljerede tilkendegivelser ud af en repræsentativ folkelig forsamling

Der er afholdt to nationale folkehøringer i Danmark før om EU-spørgsmål, begge med enorm interesser for medier og politikere, der har udvist stor respekt for ”folkets dom”. Den sidste høring blev arrangeret af  Dansk Kommunikation arrangerede for Folketinget i 2006.

Sammenfattende viser erfaringen, at folkehøringer
er i stand til at skabe:

•  Viden
•  Legitimitet
•  Pejlemærker
•  Offentlighed
•  Engagement

Folkehøringen skaber ny viden om befolkningens værdier og præferencer på området. Den kan f.eks. afdække, hvilke typer af initiativer, der kan skabes tiltro til og evt. entusiasme omkring. Omvendt vil den også vise, hvilke af de (mere og mindre interessebestemte) argumenter og positioner, som savner folkelig tilslutning. Dermed kan høringen være med til at bryde et eventuelt dødvande.

Folkehøringens resultater kan opnå stor legitimitet i den efterfølgende debat og proces. Det skyldes bl.a. at deltagerne ligner befolkningen og ikke er ”Tordenskjolds soldater”. Samtidig er den en national begivenhed med deltagelse af landskendte politikere og eksperter og intensiv mediedækning.

Formen mulighed for seriøs drøftelse på neutral saglig grund, uden de spilfægterier, der ofte kendetegner store politiske begivenheder. Legitimiteten viste sig bl.a. efter høringen om EU’s fremtid i 2006, da høringen konklusioner blev besvaret i en helsides kronik af stats- og udenrigsministeren i Jyllands-Posten og i beretningen fra Folketingets Europaudvalg.

Folkehøringen er et bidrag til at skabe fælles offentlighed omkring et emne. I ugerne før høringen bygges en systematisk medieindsats op med udgangspunkt i de lokalsamfund, som deltagerne kommer fra. Selve høringen – og evt. sideevents omkring den - vil blive mediedækket tæt, bl.a. af den landsdækkende TV-station, der inddrages som partner.

Selve formen har ofte udløst et stort engagement og styrke troen på, at samfundet magter at tage selv store udfordringer op. Engagement er brændstof for forandring.